Fra skoleåret 2022/2023 har skoleudviklingssamtaler erstattet de tidligere årlige kvalitetsrapporter i folkeskolen. Formålet med skoleudviklingssamtalen er at skabe en ramme for en tillidsfuld og faglig dialog om skolens udvikling i et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen, forvaltningen og skolen. Intentionen er at styrke den fælles viden og forståelse af skolens udfordringer, udviklingsområder og de indsatser, der iværksættes. Skoleudviklingssamtalerne skal dermed understøtte fælles refleksion og samarbejde om skolen og kommunens opgaveløsning og styrke den pædagogiske udvikling.
Skoleudviklingssamtalen skal gennemføres årligt, men kan indgå som et element i den løbende dialog om udviklings- og indsatsområder, der finder sted lokalt. For folkeskolerne i Rebild Kommune tager skoleudviklingssamtalerne udgangspunkt i det fælles grundlag, som skole og forvaltning står på: Folkeskolens formålsparagraf, Rebild Kommunes Børne- og ungepolitik og de fælles kommunale indsatsområder. Derudover vil et ”frisættelsesperspektiv” være en del af samtalerne, som en metode til at belyse tematikkerne og forstå, hvad der er styrende i vores daglige praksis.